Logo

Kylling med flødekartofler og rodfrugter samt sprød rødbedesalat

4 portioner 60 min

En hel kylling skåret ud som en butterfly kylling reducerer tilberedningstiden. Her er den serveret med flødekartofler med rodfrugter som består af pastinakker og persillerødder - det giver en helt ny dimension til den velkendte ret.

Ingredienser

Kylling
1 hel kylling 

Rub
1 spsk. tørret rosmarin
Revet skal fra 1/2 citron, øko
1 tsk. salt
Friskkværnet peber

Flødekartofler med rodfrugter
4 store gulerødder
4 pastinakker eller persillerødder
4 mellemstore kartofler
4 dl fløde
2 tsk. salt 
½ tsk. friskkværnet peber
2 spsk. frisk finthakket timian
1 fed hvidløg
1 løg

Rødbedesalat
4-6 bolsjebeder, gerne forskellige farver
½ dl solsikkekerner
1 håndfuld ærteskud (kan udelades eller erstattes af fx babyspinat eller ruccola)
1 dl frisk persille

Marinade
1 spsk. olivenolie
1 spsk. sød sennep
1 spsk. Citronsaft


TILBEREDNING

Kylling
Bland alle ingredienserne til rubben i en morter og knus det en anelse.

Flæk kyllingen langs rygbenet og klip rygbenet helt af. Læg kyllingen på et spækbræt og giv kyllingen et let tryk på brystet, så den bliver flad. Lav et par ridser i lårene og gnid derefter kyllingen ind i rubben. Lad kødet trække på køl i mindst 30 min. (eller gerne natten over) i en stor bradepande, inden du tilbereder det.
Sæt kyllingen i ovnen i ca. 50 min. ved 185°C. 

Flødekartofler med rodfrugter
Skræl gulerødder, pastikakker eller persillerødder og kartofler, og skær dem i tynde skiver.
Bland fløde med salt, peber og timian. Pres eller riv hvidløget fint, og skær løget i små tern. Bland løg og hvidløg med fløde. Læg nu et lag rodfrugter og kartofler i et smurt ildfastfad, og hæld lidt af flødeblandingen på. Fortsæt med et nyt lag rodfrugter og kartofler og derefter fløde, og fordel det hele på samme måde. Slut af med et lag fløde. 

Sæt fadet i ovnen ved 185°C i ca. 50 minutter. 

Rødbedesalat
Skræl rødbederne og skær dem i meget tynde strimler. Bland dem med solsikkekerner, ærteskud og persille.

Marinade
Pisk olie med citronsaft og sød sennep og vend marinaden i salaten lige inden servering. 

Server kylling og flødekartofler med rodfrugter og den sprøde rødbedesalat. 


Tip:
Flødekartofler med rodfrugter kan varieres med fx jordskokker eller knoldselleri. Det vigtigste er, at de skæres i helt tynde skiver, og knoldselleri derudover i kvarte, så skiverne passer i størrelsen med de øvrige kartofler og rodfrugter. Flødekartofler kan også laves med kartofler og porre i tynde skiver, eller kartofler og tynde skiver squash. Halvdelen af fløden kan udskiftes med cremefraiche, som giver en lidt mere frisk og let syrlig smag. Tilsæt også gerne flere friske krydderurter, fx persille og rosmarin.

Ærteskud i rødbedesalaten kan erstattes af fx babyspinat eller ruccola.

 

Kylling med flødekartofler og rodfrugter samt sprød rødbedesalat