Logo

Bowl med crispy kylling, grøntsager, hvidløgsris og chilidressing

2 portioner 15 min

Opskrift på en lækker bowl med crispy inderfilet med forårsløg, edamamebønner, mango, cherrytomater, syltede rødløg og avocado. Anret pokebowl med hvidløgsris i bunden, grønt, sprød kylling og derefter en hjemmelavet chilidressing på toppen. Poke bowls med crispy chicken er nemt og lækkert som både frokost, madpakke eller aftensmad og kan varieres i det uendelig.


Opskriften er udviklet af mummum.dk

Forberedelsestid: 15 min.

Tilberedelsestid: 15 min.

Ingredienser

Crispy chicken
300 g kyllingeinderfilet 
50 g pankorasp
2 stk. æg
4 dl rapsolie
Salt
Peber

Chilidressing
1 spsk. creme fraiche
1 spsk. mayonnaise
1 tsk. sojasauce
1 spsk. sød chilisauce
1 tsk. limesaft
1 tsk. chilisauce
Hvidløgsris
2 fed hvidløg
1 1/2 cm frisk ingefær
160 g ris

Fyld
1/2 bundt forårsløg
1/2 stk. mango
100 g cherrytomater
40 g syltede rødløg
2 spsk. sesamfrø
1 stk. lime
50 g frosne edamamebønner uden bælg
1/2 stk. avocado

 

TILBEREDNING

Start med at tilberede ris. Skræl og riv ingefær og hvidløg. Kom lidt olie i en gryde og svits det af inden der kommes ris, vand og salt i gryden. Lad det koge efter pakkens anvisning.

Imens varmes olie op i en lille gryde eller pande.

Slå æg ud i en skål og pisk det let sammen. Lav en anden skål med pankorasp, salt og peber i. Vend inderfilet i æg og dernæst i pankorasp.

Steg inderfilet i den varme olie. Tilbered i 3-5 minutter til de er gyldne og sprøde. Læg dem herefter til side på fedtsugende papir.
Skær mango i tern, halver cherrytomater og skær avocado og forårsløg i tynde skiver. Skær lime i både.

I en skål blandes creme fraiche, mayonnaise, sød chilisauce, chilisauce, sojasauce og limesaft sammen. Smag evt. til med mere chilisauce alt efter hvor stærk den skal være.

Anret alle de forskellige elementer i skåle, så man selv kan samle sin egen bowl. Eller anret en skål med hvidløgsris i bunden. Kom mango, avocado, edamamebønner, cherrytomater, forårsløg, syltede rødløg og kylling ovenpå. Top med dressing og sesamfrø.


Tip:

Af grøntsager og frugter kan man bruge det man har, det som er i sæson eller det som man bedst kan lide.
Prøv også de sprøde kyllingeinderfilet som fyld i wraps eller fladbrød.

Bowl med crispy kylling, grøntsager, hvidløgsris og chilidressing