Om beregningerne
Modellen, der bruges til at måle produktets CO2-aftryk, er udelukkende bygget til Scandi Standard, der ejer Danpo, og beregningerne er baseret på primære data fra organisationen, når de er tilgængelige. For data, der ikke er tilgængelige, er estimater eller sekundære data blevet brugt i overensstemmelse med standardpraksis og den anvendte internationale standard. Carbon Trust, der har foretaget målingerne for os, har 20 års erfaring og er en anerkendt, betroet og erfaren specialist i klimaberegninger.
Livscyklusfaser, der indgår i beregningerne:
- Dyrkning af afgrøder til foder, herunder ændringer i arealanvendelsen (LUC-faktor)
- Foderproduktion
- Forældrefugleavl
- Klækning
- Opdræt
- Slagtning og forarbejdning
- Emballage
- Distribution
- Detail og salg
- Brug (hjemme hos dig) – for eksempel den nødvendige strøm til at køle køleskabet til produktopbevaring og til madlavning – og gennemsnitligt madspild + bortskaffelse af emballage
Analysen er fra jord til bord og er mere avanceret end mange andre beregninger på markedet (ofte fra jord til port, nogle gange eksklusiv emballage). I beregningerne indgår den såkaldte LUC-faktor, der betyder, at klimapåvirkningen fra ændringen i arealanvendelsen efter f.eks. sojaproduktion medregnes. Det er ikke tilfældet i mange andre beregninger på markedet og har væsentlig indflydelse på resultatet.
Om resultaterne
Vi ved, baseret på andre undersøgelser, at kylling generelt er en proteinkilde med et relativt lavt klimaaftryk. Tal fra f.eks. den store klimadatabase viser, at kyllingebrystfilet har 3,44 kg CO2e pr. kg sammenlignet med f.eks. hakket oksekød på 32,5 kg CO2e pr. kg og fersk laks på 9,1 kg CO2e pr. kg.
Carbon Trust beregningerne af vores produkter viser et gennemsnit på 5,33 kgCO2e/kg produkt. Resultaterne varierer mellem 2,51 kgCO2e/kg produkt til 8,42 kgCO2e/kg produkt. Bemærk dog, at dette af flere årsager ikke kan sammenlignes med tal fra f.eks. den store klimadatabase. I Carbon Trust beregningerne er bl.a. hele værdikæden inkluderet (jord til bord), og så er det langsomt voksende kyllinger, der naturligt har et lidt højere klimaaftryk. Også økologiske produkter indgår i beregningerne, hvilket øger gennemsnittet yderligere.
Foderproduktion, især soja står for den absolut største klimapåvirkning. Effekten af vores direkte drift i form af slagteridrift, emballage, transport osv. bidrager kun til få procent af vores produkters samlede klimapåvirkning.
- Opdræt inkl. alt foderproduktion, udrugning og avl – 90 %
- Slagtning og forarbejdning – 4 %
- Distribution, detailhandel, salg og brug (hjemme hos dig) inkl. emballage - 6%
Baseret på vores beregninger er nøgleudfordringen knyttet til sojaen i kyllingens foder. For de fleste af vores produkter kræver vi sporbarhed og ansvarlig sojaproduktion, men målet er at reducere og erstatte importeret soja med andre, lokale proteinkilder. Scandi Standard, der ejer Danpo, kører et projekt sammen med foderspecialister om at producere nyt foder, hvor soja er blevet erstattet med lokalt dyrkede afgrøder med lavere klima- og miljøbelastning.
Vi er også medlemmer af RTRS – Round Table on Repsonsible Soy.