Logo

Yndlings mandelnuggets

4 portioner

Ingredienser

Mandelnuggets

8 stk kyllingeinderfileter

8 trægrillspyd

1-2 citroner

½ dl. pasteuriserede æggehvider

150 g. mandler

1 tsk. salt og peber

 

Pink råkost

200 g. gulerod 

200 g. rødbede

200 g. æble

1 grape

10-15 g. frisk ingefær

Et lille drys sukker, salt og peber

 

Broccomole

300 g. broccoli

10 g. bredbladet persille

1 citron 

40 g. flødeost light

1 fed hvidløg

½ tsk. salt og peber

 

Sådan gør du:

Vask hænder, læs opskriften og find ingredienserne frem.

 

Pink råkost:

Skræl og rengør gulerødder og rødbeder. Vask og fjern kernehuset ved æblerne. Riv eller skær gulerødder, rødbeder og æbler i tynde strimler, og bland det godt sammen. Pres saften af grapen, riv ingefær og rør det ud i grapesaften. Hæld saften i råkosten, bland det rundt og smag til med sukker, salt og peber. Stil råkosten på køl, mens mandelnuggets gøres klar.

 

Mandelnuggets: 

Tænd ovnen på 200°C. Vask citronerne grundigt, riv skallen fint på et rivejern, og pres saften ud af ½ citron. Hak mandlerne fint og vend dem sammen med revet citronskal, en spsk. citronsaft, salt og peber. Sæt inderfileterne på grillspyd, vend dem i æggehvide og herefter i mandel/citron blandingen. Læg spyddene på en bageplade med bagepapir og bag i ovnen 5-7 minutter. 

 

Broccomole: 

Rengør broccoli og skær i mindre stykker. Skræl stokken og skær den i mindre stykker. Bring let saltet vand i kog, og kog broccolistykkerne heri i cirka 7 minutter. Afkøl i iskoldt vand og lad det afdryppe. Gem 1 dl. Broccolivand. Rengør persille og pil bladene af. Rengør citronen grundigt, riv skrællen på et rivejern, og pres saften af citronen. Kom broccoli, citronsaft og skræl, persille, flødeost og hvidløg i en blender. Blend det godt sammen. Tilsæt evt. lidt af det gemte broccolivand til det har den rette konsistens. Smag til med salt og peber, og stil på køl.

 

Tip: Bruges træspyd er det en god ide at lade dem trække et par timer i vand inden brug.

 

Opskriftsudvikler: Birgitte Vang Hansen

Yndlings mandelnuggets