Logo
Logo close
Forbruger Foodservice
Dansk keyboard_arrow_down Dansk Dansk Engelsk Engelsk Tysk Tysk Spansk Spansk
Dansk Engelsk Tysk Spansk

Salat med bacon og jordbær, bruschetta med avocado og citrongrillede kartoffelskiver

4 portioner
Ingredienser:

Spidskålssalat

1 dl. perlebyg

1 spsk. olivenolie

1 spsk. citronsaft

1 spsk. honning

1 tsk. salt

 

100 g bacon

½ rødt spidskål

100 g blandede babysalater

100 g friske jordbær

1 lille fennikel

50 g pekannødder

2 spsk. frisk kørvel

 

Rugbrødsbruschetta

2 rødløg

1 dl. hvidvinseddike

½ dl. vand

½ dl. sukker

1 tsk. salt

 

4 skiver rugbrød

1 stor avocado (eller 2 små)

½ spsk. citronsaft

½ tsk. salt

Friskkværnet sort peber

 

Citrongrillede kartoffelskiver

4 bagekartofler

1 spsk. olie

1 tsk. fintrevet citronskal

1 tsk. salt

 

2 dl. ærter

1 spsk. frisk mynte

1 fed hvidløg

2 spsk. olivenolie

1 spsk. græsk yoghurt

½ tsk. salt

Friskkværnet sort peber

 

Kylling

Valgfrit stykke kylling evt. med BBQ-marinade​

Tilberedning:  

Spidskålssalat

Kog perlebyg efter anvisning på emballagen og lad den afkøle. Rør olivenolie med citronsaft, honning og salt, og hæld marinaden over de afkølede perlebyg. Rør godt rundt, så marinaden fordeles og lad perlebyg marinere, imens salaten tilberedes.

Steg bacon sprødt på en pande og lad afkøle på køkkenrulle. Smuldr bacon i mindre stykker, når den er helt kold.

Snit spidskålen fint og vend den med babysalat. Skær jordbær i kvarte og skær fennikel i ultratynde strimler. Bland grøntsagerne sammen og drys med perlebyg og bacon. Pynt salaten med pekannødder og frisk kørvel.

 

Rugbrødsbruschetta

Skær rødløg i tynde både og kom dem i et lille glas. Kog hvidvinseddike, vand, sukker og salt op og hæld lagen over rødløgene. Lad rødløgene afkøle i lagen på køl inden servering, min. 30 min., gerne mere (kan fint laves en eller flere dage i forvejen og opbevares på køl).

Skær rugbrød i mindre stykker, eller udstik i f.eks. runde stykker. Rist skiverne på grillen, til de er sprøde.

Mos avocado med citronsaft og salt og top mosen op på brødskiverne. Pynt med friskkværnet sort peber og syltede rødløg.

 

Citrongrillede kartoffelskiver

Skær kartoflerne i skiver og pensl med olie. Drys med citronskal og salt. Grill kartoffelskiverne til de er møre, ca. 10 minutter på hver side.

Giv ærterne et hurtigt opkog i letsaltet vand. Hæld vandet fra. Hak mynte og hvidløg og blend begge dele sammen med ærter, olivenolie, græsk yoghurt, salt og peber. Lad ærtedippen trække min. 10 minutter på køl inden servering.

 

Kylling

Tilbered kyllingen efter anvisning på emballagen.